Min kajak !!
Her begår jeg så min største fejl indtil videre!!!
Min kajak har været i vandet. Jeg har læst et eller andet sted at man sagtens kan sejle i en kajak der ikke har fået lak. Det er sikkert rigtigt nok, men der stod ikke noget om at vand trænger ind i epoxyen. Hvis det ikke er så meget (som hvis man har vasket slibestøv af) er det ikke værre end at man kan slibe let med fint sandpapir og så forsvinder de skygger som vandet laver i epoxyen, men jeg tog en længere sejltur, og i øvrigt mere end en:(
Jeg fik lavet mine Moby-latches, og så var det tid til at søsætte Guillemot'en. Jeg var naturligvis enormt nervøs, for det er jo ligesom nu dommen kommer. Det kom til at foregå i bunden af Århus bugten, ved Følle strand. Det er vand jeg kender godt fra dengang jeg surfede, så det var de mest trygge rammer at gøre det i. Min lillebror tog med som fotograf.
Søndag ved middagstid satte jeg så for første gang min bagdel ned i cockpittet. Fornemmelsen var ustabil, "wobbly" er nok det ord der rammer bedst, men det er jo på engelsk ;) Cockpittet var lidt sværere at komme i end det på den Janautica jeg har prøvet tidligere, og jeg skulle lige vænne mig til at sidde der. Jeg har endnu ikke fået formet min fodstøtte eller fået lavet et sæde, så jeg sad ikke perfekt. Ryglænet sad godt, og en stump liggeunderlag må gøre det ud for et sæde lige nu.
Jeg sad lidt og bare fornemmede balancen, prøvede at vippe lidt til siderne og så ellers tage et pat tag på det meget lave vand. Jeg sejlede lidt langs kysten, men ikke længere end at min bror lige kunne hoppe ud til mig og fiske mig op (hvis jeg skulle komme i problemer). Der gik nu ikke lang tid før jeg syntes at jeg havde fået en bedre fornemmelse, så jeg padlede lidt frem og tilbage. Jeg havde lidt på fornemmelsen at den trak til den ene side, og jeg blev bange for at noget skulle have forskubbet sig under byggeriet (på trods af de mange check) men da jeg vendte trak den pludselig til den anden. Min bror tog en lille tur også, og han oplevede det samme, bare til de modsatte sider. Han er venstrehåndet og jeg højrehåndet, så måske er det noget med hvilken arm der er stærkest, eller også sad vi måske og lænede os lidt til den ene side. Jeg tror nu nok at den er lige, men vil bede David Biering om at checke det for mig når han kommer herned.
Min søn på 3 som har gået på værkstedet og kigget på kajakken fik lov at komme op at sidde, og han var helt vildt stolt. Nu vil han have sin egen kajak! Nå, men da jeg ikke havde nogen til at sejle med blev det bare til lidt padlen frem og tilbage, og så op på taget med kajakken igen. Nu er kajakken kommet tilbage på værkstedet, jeg er begyndt at slibe epoxyen helt glat og jævn, og tiden for at lakkere nærmer sig. Jeg troede at epoxyen var beskyttelse nok lige til en start, men fik en lidt grim overraskelse. Jeg lagde kajakken på græsplænen (der var nyklippet) og vaskede den med ferskvand, og lod den ligge i solen for at tørre. Dan jeg så lagde den op på bukkene i værkstedet kunne jeg se det fineste hvide mønster på bunden af kajakken. Det var første gang jeg så hvad vand gør ved ubeskyttet epoxy. Jeg opdagede at det bare kunne slibes væk med en MEGET let slibning, så jeg tog det ikke så seriøst.
Så blev det tid til en tur med havkajakroerne i Århus og jeg sejlede med på en 8 km. tur. Det var en pragtfuld tur! Flinke folk, pæne kommentarer om min kajak og så en tur på bugten. Bølgerne var ikke store , men lige store nok til at det lykkedes mig at ride lidt på en bølge. Det var rigtigt fedt! Desværre var kajakken ikke blevet lakkeret endnu, da jeg stadig ventede på fragtmanden. Denne tur gav lidt dybere "vandmærker" som nu har efterladt små hvide skygger et par steder på bunden af min kajak. Jeg har slebet, men jeg kunne ikke få det hele med uden at skade fiberen, så jeg har affundet mig med skyggerne. De skal minde mig om at den næste kajak ikke skal i vandet før den har fået lak.
Nu har min Guillemot så fået lak. Jeg har panslet to lag på, og ser rimelgt ud. Ikke perfekt, men da rullerne koster 35 kr. stykket venter jeg med at bruge dem til det sidste lag lak. Jeg regner med at den skal have 5 lag. Ikke fordi det er nødvendigt for at undgå skygger (der skulle et enkelt være nok) men fordi epoxy ikke kan tåle det ultraviolette lys der er i sollys. Lakken har et filter der bekytter mod dette lys, så jo flere lag lak jo bedre beskyttelse
Fortsættelse følger HER!!!